onsdag, juni 24, 2009
Begrebet 'grænseoverskridende'
Hvorfor bliver begrebet 'grænseoverskridende' i de flestes øjne set på som noget negativt?
tirsdag, juni 23, 2009
Koncerter med top 15-bands
En venlig koncertgud har smilt til mig i år. Fire af mine abslout yndlingsbands lægger vejen forbi forbi DK inden for de næste par måneder. Min last.fm-statistik er et meget godt billede på dette, da det drejer sig om hhv. etteren Nine Inch Nails, Depeche Mode, Muse og Placebo.
lørdag, maj 23, 2009
RF’s konkurrerende koncerter
Årets Roskilde Festival løber i år fra 28. juni til 5. juli (dvs. hvis man tæller warm-uppen med). Personligt synes jeg at bookerne i år har fået stablet et spændende program på benene, men det der undrer mig er sammenfaldet af ’Roskilde Festival-egnede’ kunstnere der spiller andetsteds i den uge:
29. juni spiller Chris Cornell i Vega
30. juni spiller Depeche Mode i Parken
1. juli spiller Korn i Vega
1. juli spiller Bloodhound Gang i Amager Bio
Alle er bands, som jeg kunne forestille mig har fans i Roskilde Festival-segmentet og derfor også – hvis min hypotese holder stik – vil få en del af Roskilde-publikummet til at pendle mellem Kbh. og Dyrskuepladsen.
Godt nok begynder selve musikprogrammet den 2. juli og mange festivaldeltagere kommer også først denne dag, men jeg kan ikke undgå at tænke at der vil blive lidt konkurrence blandt arrangørerne. Især midt i en finanskrise tid, hvor det tyder på at RF har svært ved at få udsolgt.
29. juni spiller Chris Cornell i Vega
30. juni spiller Depeche Mode i Parken
1. juli spiller Korn i Vega
1. juli spiller Bloodhound Gang i Amager Bio
Alle er bands, som jeg kunne forestille mig har fans i Roskilde Festival-segmentet og derfor også – hvis min hypotese holder stik – vil få en del af Roskilde-publikummet til at pendle mellem Kbh. og Dyrskuepladsen.
Godt nok begynder selve musikprogrammet den 2. juli og mange festivaldeltagere kommer også først denne dag, men jeg kan ikke undgå at tænke at der vil blive lidt konkurrence blandt arrangørerne. Især midt i en finanskrise tid, hvor det tyder på at RF har svært ved at få udsolgt.
fredag, maj 22, 2009
En ikke så effektiv bog
Jeg har egentlig ikke gjort mig så meget i at anmelde og/eller omtale bøger, men én gang skal jo være den første. Desuden er det jo sjovest at anmelde/omtale noget der enten er helt forfærdeligt eller helt genialt. De bløde mellemvarer er sjældent interessante at læse om, endsige at skrive om.
Motiveret af min relativt nye status som karriereminded og udviklinsoritenteret funktionær satte jeg mig for at læse bogen ”Effektiv på job? 12 succesfulde danskere fortæller om deres arbejdsliv” af Jens Islin som er en bog hvor kendte erhvervspersonligheder lufter deres tanker om hvordan de bedst og mest struktureret optimerer deres arbejdsdag. Blandt disse var ’farverige’ personligheder som Flemming Østergaard og Henrik Qvortrup.
Jeg gik i gang med en forventning om at få et par brugbare inputs og måske endda en enkelt aha-oplevelse, der f.eks. kunne hjælpe med at afvæbne potentiale stress-situationer eller skabe gode resultater. Der er jo en grund til at de interviewede er blevet så succesfulde. Skuffet blev jeg dog ret hurtigt. Ikke langt inde i bogen fik jeg luret forfatterens trick med at gøre bogen længere (144 sider) end den egentlige effektive tekst havde gjort sig fortjent til: På ca. hver anden side var citater fra de interviewede markeret med over dobbelt tekststørrelse. Et ofte brugt journalistisk trick i avisartikler for at fremhæve væsentlige pointer, men i dette tilfælde totalt overkill.
De tolv interviewede havde alle forskellige faglige baggrunde, men budskaberne var overordnet de samme. Basale råd om at lukke for mailen og telefonen for bedre at kunne koncentrere sig og at få lavet et system over ens mails. Deres tip og råd til at optimere arbejdsdagen tog nemlig i de fleste tilfældes udgangspunkt i deres mailprogram og hvordan de håndterede det store antal af mails. Ikke noget vildere revolutionært eller ny viden at hente for en gængs kontornusser som undertegnede, der har arbejdet med diverse mailklienter de sidste 10 år og dermed kender de mest gængse teknikker. Sjovt var det også at læse, at den unge produktchef fra Carlsberg – som jeg som læser håbede på havde den mest opdaterede og IT-mindede måde at strukturere sin hverdag på – blot satte en mail som ”Ulæst” hvis den skulle svares senere. I mine øjne ikke den mest effektive metode hvis man – som de fleste erhvervsfolk – bruger en mailklient (fx Outlook) med utallige og meget mere systematiske muligheder for at arkivere og holde styr på indbakken. Fair nok at tingene virker for hende, men i en bog hvor hendes metoder har til formål at være til inspiration for andre, blev jeg slemt skuffet.
Lettere ”forarget” blev jeg da også, da hun fortalte at hun ikke nåede at svare på alle henvendelser. Det er jo netop ikke særlig effektivt eller professionelt. Selvom man ikke har tid til at svare alle, burde man som chef være dygtig nok til at lave et eller andet standardsvar man kan sende med et par museklik eller måske endda uddelegere mailen/opgaven.
Blandt de øvrige 11 var der heller ikke nogle tips, der havde pondus til at revolutionere min arbejdsdag. I mine øjne var de fleste tips baseret på sund fornuft og noget som enhver erfaren funktionær burde have tilegnet sig. Jeg tvivler da også på, at disse tips var dem der var afgørende for at de pågældende 12 fik den succes de har fået.
”Effektiv på job?” – Ja, men ikke ved at læse denne bog…
Motiveret af min relativt nye status som karriereminded og udviklinsoritenteret funktionær satte jeg mig for at læse bogen ”Effektiv på job? 12 succesfulde danskere fortæller om deres arbejdsliv” af Jens Islin som er en bog hvor kendte erhvervspersonligheder lufter deres tanker om hvordan de bedst og mest struktureret optimerer deres arbejdsdag. Blandt disse var ’farverige’ personligheder som Flemming Østergaard og Henrik Qvortrup.
Jeg gik i gang med en forventning om at få et par brugbare inputs og måske endda en enkelt aha-oplevelse, der f.eks. kunne hjælpe med at afvæbne potentiale stress-situationer eller skabe gode resultater. Der er jo en grund til at de interviewede er blevet så succesfulde. Skuffet blev jeg dog ret hurtigt. Ikke langt inde i bogen fik jeg luret forfatterens trick med at gøre bogen længere (144 sider) end den egentlige effektive tekst havde gjort sig fortjent til: På ca. hver anden side var citater fra de interviewede markeret med over dobbelt tekststørrelse. Et ofte brugt journalistisk trick i avisartikler for at fremhæve væsentlige pointer, men i dette tilfælde totalt overkill.
De tolv interviewede havde alle forskellige faglige baggrunde, men budskaberne var overordnet de samme. Basale råd om at lukke for mailen og telefonen for bedre at kunne koncentrere sig og at få lavet et system over ens mails. Deres tip og råd til at optimere arbejdsdagen tog nemlig i de fleste tilfældes udgangspunkt i deres mailprogram og hvordan de håndterede det store antal af mails. Ikke noget vildere revolutionært eller ny viden at hente for en gængs kontornusser som undertegnede, der har arbejdet med diverse mailklienter de sidste 10 år og dermed kender de mest gængse teknikker. Sjovt var det også at læse, at den unge produktchef fra Carlsberg – som jeg som læser håbede på havde den mest opdaterede og IT-mindede måde at strukturere sin hverdag på – blot satte en mail som ”Ulæst” hvis den skulle svares senere. I mine øjne ikke den mest effektive metode hvis man – som de fleste erhvervsfolk – bruger en mailklient (fx Outlook) med utallige og meget mere systematiske muligheder for at arkivere og holde styr på indbakken. Fair nok at tingene virker for hende, men i en bog hvor hendes metoder har til formål at være til inspiration for andre, blev jeg slemt skuffet.
Lettere ”forarget” blev jeg da også, da hun fortalte at hun ikke nåede at svare på alle henvendelser. Det er jo netop ikke særlig effektivt eller professionelt. Selvom man ikke har tid til at svare alle, burde man som chef være dygtig nok til at lave et eller andet standardsvar man kan sende med et par museklik eller måske endda uddelegere mailen/opgaven.
Blandt de øvrige 11 var der heller ikke nogle tips, der havde pondus til at revolutionere min arbejdsdag. I mine øjne var de fleste tips baseret på sund fornuft og noget som enhver erfaren funktionær burde have tilegnet sig. Jeg tvivler da også på, at disse tips var dem der var afgørende for at de pågældende 12 fik den succes de har fået.
”Effektiv på job?” – Ja, men ikke ved at læse denne bog…
mandag, maj 11, 2009
Hærværket i Hyskensstræde
Jeg er godt og grundigt Ekstra Blads-forarget og uforstående, når jeg hører og læser om det lort der skete i Hyskenstræde i weekenden. Der er INTET, INTET, INTET validt argument, der kan forsvare det.
Jo, måske giver det mening i syndernes små selvretfærdige amøbehjerner, der må være godt og grundigt forvrængede i deres opfattelse af samfundet. Desværre er der ikke nogen, der decideret har taget ansvaret, så vi kan kun gisne om hvem der er de virkelige ballademagere.
Var det autonome? Var det dem der stod bag arrangementet "Undoing the city"? Grafittiens budskaber virkede dog til at det i høj grad var venstrepolitisk motiveret og måske endda planlagt?
Så igen, vi kan kun gisne om synderne og deres motiver for at lave det lort. Men skulle man tage udgangspunkt i den agenda der var opstillet for "Undoing the city", så handlede det netop om at byen skulle være for alle, og ikke kun de rige. Altså endnu en klynkeklage om at der ikke er plads til mangfoldighed, det er samfundets skyld, kapitalister er dumme etc. En total offerrolle-mentalitet, der dejligt sort/hvidt gør det hele så enkelt: "Os mod dem". Og så er det jo derfor helt legitimt at smadre løs på borgerskabets ejendele! De glemmer bare at de tager en masse 'uskyldige' med, som måske endda slet ikke er så onde og dumme, men måske endda tilnærmelsesvis søde og forstående.
Jeg gad godt at se bare een af de snothvalpe stå frem med navn og ansigt og stå inde for det de har gjort. For hvis de virkelig vil have revolution og/eller en eller anden form for respekt, så nytter det ikke noget at gemme sig bag masker og hættetrøjer. Men det har vel også et borgerligt liv ved siden af, som de trods alt skal passe.
Eller også elsker de bare at dyrke den offerrollementalitet og følelsen af at være marginaliseret (som jo i høj grad forstærkes af det der er sket), for så kan de endnu mere retfærdiggøre deres psykopatiske tendenser. Den altid herlige negative spiral...
Og lad være med at sige at det er samfundets skyld eller bruge andre undskyldninger på et højere abstraktionsniveau, for i er selv en del af samfundet, så i har også selv et ansvar. Og bruger man den slags manipulerende retorik kan man jo bøje til hvad som helst og få hvem som helst til at føle sig som det stakkels offer. Ting er ikke så sort/hvide og der er ikke de onde mod de gode i den virkelige verden. Men det er jo godt i har "sandheden", bare ærgerligt at i er så få der er "oplyste".
Der findes sikkert også "ordentlige" mennesker, der også hylder mangfoldigheden og jeres ikke-voldelige idealer, men dem formår i sikkert også at skubbe væk. Fat det nu! Vold er ikke løsningen, den forværrer kun jeres sag og marginaliserer jer endnu mere. Men det er måske det i allerhelst vil, så i kan få bekræftet jer selv i at samfundet er en ond, ond bussemand, der ikke kan lide jer.
Hvad der yderligere er helt langt ude, er at politiet jo stod og så passivt på. De havde selvfølgelig deres strategiske og velovervejede grunde til det, men når ikke engang de kan passe på uskyldige borgere, hvem kan så? Var der nogen der sagde "optrapning af eksempler på selvtægt fremover", hvilket jo også er fyfy.
Og hvad er det for et signal at sende til de hærværksfolkene og andre med løse håndled? "Fedt, hvis vi bare er mange nok, så tør politiet ikke at gøre noget".
Og hvad har den slags episoder så at sige for fremtidige og ellers fede arrangementer i den dur? Tænk på sommerens byfestivaler som Distortion, STRØM, Raw etc. Mister de nu evt. også støtten og bliver lukket af frygt for lignende?
Ja, fans er nok ikke det hærværksmændende (de autonome?) har flest af for tiden.
Jo, måske giver det mening i syndernes små selvretfærdige amøbehjerner, der må være godt og grundigt forvrængede i deres opfattelse af samfundet. Desværre er der ikke nogen, der decideret har taget ansvaret, så vi kan kun gisne om hvem der er de virkelige ballademagere.
Var det autonome? Var det dem der stod bag arrangementet "Undoing the city"? Grafittiens budskaber virkede dog til at det i høj grad var venstrepolitisk motiveret og måske endda planlagt?
Så igen, vi kan kun gisne om synderne og deres motiver for at lave det lort. Men skulle man tage udgangspunkt i den agenda der var opstillet for "Undoing the city", så handlede det netop om at byen skulle være for alle, og ikke kun de rige. Altså endnu en klynkeklage om at der ikke er plads til mangfoldighed, det er samfundets skyld, kapitalister er dumme etc. En total offerrolle-mentalitet, der dejligt sort/hvidt gør det hele så enkelt: "Os mod dem". Og så er det jo derfor helt legitimt at smadre løs på borgerskabets ejendele! De glemmer bare at de tager en masse 'uskyldige' med, som måske endda slet ikke er så onde og dumme, men måske endda tilnærmelsesvis søde og forstående.
Jeg gad godt at se bare een af de snothvalpe stå frem med navn og ansigt og stå inde for det de har gjort. For hvis de virkelig vil have revolution og/eller en eller anden form for respekt, så nytter det ikke noget at gemme sig bag masker og hættetrøjer. Men det har vel også et borgerligt liv ved siden af, som de trods alt skal passe.
Eller også elsker de bare at dyrke den offerrollementalitet og følelsen af at være marginaliseret (som jo i høj grad forstærkes af det der er sket), for så kan de endnu mere retfærdiggøre deres psykopatiske tendenser. Den altid herlige negative spiral...
Og lad være med at sige at det er samfundets skyld eller bruge andre undskyldninger på et højere abstraktionsniveau, for i er selv en del af samfundet, så i har også selv et ansvar. Og bruger man den slags manipulerende retorik kan man jo bøje til hvad som helst og få hvem som helst til at føle sig som det stakkels offer. Ting er ikke så sort/hvide og der er ikke de onde mod de gode i den virkelige verden. Men det er jo godt i har "sandheden", bare ærgerligt at i er så få der er "oplyste".
Der findes sikkert også "ordentlige" mennesker, der også hylder mangfoldigheden og jeres ikke-voldelige idealer, men dem formår i sikkert også at skubbe væk. Fat det nu! Vold er ikke løsningen, den forværrer kun jeres sag og marginaliserer jer endnu mere. Men det er måske det i allerhelst vil, så i kan få bekræftet jer selv i at samfundet er en ond, ond bussemand, der ikke kan lide jer.
Hvad der yderligere er helt langt ude, er at politiet jo stod og så passivt på. De havde selvfølgelig deres strategiske og velovervejede grunde til det, men når ikke engang de kan passe på uskyldige borgere, hvem kan så? Var der nogen der sagde "optrapning af eksempler på selvtægt fremover", hvilket jo også er fyfy.
Og hvad er det for et signal at sende til de hærværksfolkene og andre med løse håndled? "Fedt, hvis vi bare er mange nok, så tør politiet ikke at gøre noget".
Og hvad har den slags episoder så at sige for fremtidige og ellers fede arrangementer i den dur? Tænk på sommerens byfestivaler som Distortion, STRØM, Raw etc. Mister de nu evt. også støtten og bliver lukket af frygt for lignende?
Ja, fans er nok ikke det hærværksmændende (de autonome?) har flest af for tiden.
tirsdag, maj 05, 2009
tirsdag, marts 24, 2009
Tal-autisten der fik Alzheimers
Så var der den om tal-autisten der fik Alzheimers, så han kun kunne huske de første 403 decimaler i Pi.
tirsdag, marts 10, 2009
Ugen der gik
Lidt korte og sporadiske reflektioner over de seneste par dages begivenheder i mit univers.
- Ekstra Bladets (eb.dk) nye layout? Hvad sker der for det Pixi-bogshelvede?? Har de erkendt, at deres primære målgruppe er snævertsynede folk, der skal have magnaprint-overskrifter for at forstå?
- My Name Is Earl-convention i Vega aka Eagles of Death Metal-koncert. En stor del af det mandlige publikum havde efterlignet forsanger Jesse Hughes trucker-stil med solbriller, skovmandsskjorte og en ordentlig skovsnegl.
- Nine Inch Nails på Roskilde! ! ! ! Reflektion ikke nødvendig. Blot begejstring.
Slumdog Millionaire: En dejlig og kompromisløs film, der fortjente sine Oscars og hvor samtlige skuespillere havde en dialekt som Apu Nahasapeemapetilon (fra The Simpsons). Hyggekarmapoints rettet mod Mumbai.
- Jeg har erkendt, at jeg synes at X-Factor er god underholdning.
- Ekstra Bladets (eb.dk) nye layout? Hvad sker der for det Pixi-bogshelvede?? Har de erkendt, at deres primære målgruppe er snævertsynede folk, der skal have magnaprint-overskrifter for at forstå?
- My Name Is Earl-convention i Vega aka Eagles of Death Metal-koncert. En stor del af det mandlige publikum havde efterlignet forsanger Jesse Hughes trucker-stil med solbriller, skovmandsskjorte og en ordentlig skovsnegl.
- Nine Inch Nails på Roskilde! ! ! ! Reflektion ikke nødvendig. Blot begejstring.
Slumdog Millionaire: En dejlig og kompromisløs film, der fortjente sine Oscars og hvor samtlige skuespillere havde en dialekt som Apu Nahasapeemapetilon (fra The Simpsons). Hyggekarmapoints rettet mod Mumbai.
- Jeg har erkendt, at jeg synes at X-Factor er god underholdning.
søndag, marts 01, 2009
Støvsugning
Når støvsugeren ligner en bad guy-robot fra "Robocop" bliver støvsugningen en tand sjovere...
Jeg ville nødig en tur i ringen med mr. Dyson...
Jeg ville nødig en tur i ringen med mr. Dyson...
lørdag, februar 28, 2009
torsdag, februar 12, 2009
Facebook og communities: den ”5. statsmagt”?
Ikke en dag går hvor der endnu ikke er oprettet endnu en gruppe på Facebook hvis formål er at brokke sig over en eller anden uretfærdighed i samfundet. Voldtægtsforbrydere der får for lave straffe, dyremishandlere, dumme politikere etc. Egentlig en meget smart måde for at pøblen kan blive hørt og få udtrykt deres utilfredshed. Det er den moderne version af et læserbrev, og ramaskriget spredes lynhurtigt.
Oftest opstår grupperne efter en eller anden sag har været omtalt i nyhedsmedierne (og her menes de mere etablerede medier), hvorefter folk ukritisk joiner grupperne, så de når en størrelse, der er værd at omtale i aftenens TV2-Nyheder. Og hvis vi er rigtigt heldige får vi et interview med den geniale stifter af gruppen, der synes at et eller andet er helt for dårligt. Omtalen i TV gør endnu flere opmærksomme på gruppen og den får derved endnu flere medlemmer. Og så er en sneboldeffekt sat i gang…
Sagligheden i gruppernes budskaber er dog sjældent i top og det er unuanceret følelsesporno af værste Ekstra Blads-kaliber. Mange taler, før de tænker. Det er meget let og meget lidt forpligtende at oprette en Facebook-gruppe med en eller anden sag. Alle med en holdning – og det uanset hvor lidt gennemtænkt og unuanceret den er – kan oprette grupper på Facebook. Men hvad gør det, at de kan tænke, for folk har jo stadig stemmeret og er dermed lydhøre i et demokratisk samfund, og dermed interessante for politikerne?
Spørgsmålet er om det hjælper og har nogen effekt? Politikere kan i hvert fald lynhurtigt danne sig et billede af hvilke mærkesager, der er værd at kæmpe for og hvad der har befolkningens interesse. Men rykker det overhovedet ved noget? Folk kan nøjes med at tage stilling og vise at de er utilfredse med et eller andet, men hvor mange tager reelt kampen op? Hvor mange af den slags grupper dør mon ikke ud, lige så hurtigt som de blev populære?
Så kan man snakke om at Facebook og evt. lignende communities er en slags 5. statsmagt, nu hvor det siges at pressen er den 4.? Eller kan man hellere argumentere for at vi skal operere med en ny definition af den 4. statsmagt hvorved at Facebook-grupper og lign. hører ind under som en slags (ofte ukritiske) støtter af journalisters arbejde?
Oftest opstår grupperne efter en eller anden sag har været omtalt i nyhedsmedierne (og her menes de mere etablerede medier), hvorefter folk ukritisk joiner grupperne, så de når en størrelse, der er værd at omtale i aftenens TV2-Nyheder. Og hvis vi er rigtigt heldige får vi et interview med den geniale stifter af gruppen, der synes at et eller andet er helt for dårligt. Omtalen i TV gør endnu flere opmærksomme på gruppen og den får derved endnu flere medlemmer. Og så er en sneboldeffekt sat i gang…
Sagligheden i gruppernes budskaber er dog sjældent i top og det er unuanceret følelsesporno af værste Ekstra Blads-kaliber. Mange taler, før de tænker. Det er meget let og meget lidt forpligtende at oprette en Facebook-gruppe med en eller anden sag. Alle med en holdning – og det uanset hvor lidt gennemtænkt og unuanceret den er – kan oprette grupper på Facebook. Men hvad gør det, at de kan tænke, for folk har jo stadig stemmeret og er dermed lydhøre i et demokratisk samfund, og dermed interessante for politikerne?
Spørgsmålet er om det hjælper og har nogen effekt? Politikere kan i hvert fald lynhurtigt danne sig et billede af hvilke mærkesager, der er værd at kæmpe for og hvad der har befolkningens interesse. Men rykker det overhovedet ved noget? Folk kan nøjes med at tage stilling og vise at de er utilfredse med et eller andet, men hvor mange tager reelt kampen op? Hvor mange af den slags grupper dør mon ikke ud, lige så hurtigt som de blev populære?
Så kan man snakke om at Facebook og evt. lignende communities er en slags 5. statsmagt, nu hvor det siges at pressen er den 4.? Eller kan man hellere argumentere for at vi skal operere med en ny definition af den 4. statsmagt hvorved at Facebook-grupper og lign. hører ind under som en slags (ofte ukritiske) støtter af journalisters arbejde?
tirsdag, februar 10, 2009
Der blev sagt "perle"
Ifølge bl.a. denne artikel hvor journalisten der står bag historien nu giver politiet ret i at der kan være sagt perle.
Synes dog stadig at det er pænt absurd, hvis dette er tilfældet. For selvom det ikke er et brud på nogen racismeparagraf, hvoraf kommer ordet perle så? Hvis det er noget intern politi-'lingo' burde de så overhovedet råbe det til demonstranterne? De kan jo ikke forvente at de forstår det. Og hvis det bare er et kaldenavn, kan man mon så formode at betjenten har haft et hemmeligt crush på den irettesatte, han bare ikke kunne undertrykke. Der er jo ikke langt fra "skat" til "perle".
Runke, der stadig synes at denne sag virker meget ulden. Hvadenten der bliver sagt perk eller perle.
Synes dog stadig at det er pænt absurd, hvis dette er tilfældet. For selvom det ikke er et brud på nogen racismeparagraf, hvoraf kommer ordet perle så? Hvis det er noget intern politi-'lingo' burde de så overhovedet råbe det til demonstranterne? De kan jo ikke forvente at de forstår det. Og hvis det bare er et kaldenavn, kan man mon så formode at betjenten har haft et hemmeligt crush på den irettesatte, han bare ikke kunne undertrykke. Der er jo ikke langt fra "skat" til "perle".
Runke, der stadig synes at denne sag virker meget ulden. Hvadenten der bliver sagt perk eller perle.
mandag, februar 09, 2009
Krisen og "need to have"-tankegangen
Ikke en dag går uden, at fraserne "økonimisk krise", finanskrise eller "krisen kradser" passerer mine øjne eller øre. Alle snakker om den. Nogen er blevet direkte berørt og det må i den grad siges at være selvforstærkende.
Jeg reflekterer også meget over det. Omend på et meget lommefilosofisk plan. Finder det for det første lidt bittert, at jeg netop skulle blive færdig med mit 5 års studide, ambitiøs og idealistisk, for derefter at blive blev smidt ud på et arbejdsmarked, hvor det primært bare handler om at overleve.
Derudover går tankerne på, hvor og hvordan man kan og bør spare. I mit hovede kører der mange analyser af Mazlows's behovspyramide og hvordan denne kan have sin rolle i sådan en krise. For når krisen kradser (jeg hader egentlig det udtryk, men det er nu meget sigende alligevel) så må man først og fremmest fokusere på at få de basale behov dækket. Det handler om at overleve, og når vi så har overlevet kan vi kigge på om der også er overskud til at at leve lidt.
Derfor skelner jeg også meget mellem "nice to have" og "need to have", hvergang jeg overvejer en eller anden form for forbrug. For hvad har man egentlig brug for? Hvis det er ud fra vinklen om, at man bare skal overleve, så kan man jo allerede der begynde at spare ret så meget. I princippet kan jeg leve af havregryn, pasta og ketchup, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Ikke meget livskvalitet over den livsstil, men livskvalitet er en "nice to have", så den er skåret væk.
På den anden side: ved at jeg (og andre?) sparer som en paranoid, så vil jeg jo også bare være med til at at vedligeholde den negative spiral, væksten forringes, "overskudsagtige" stillinger nedlægges og det bliver endnu sværere for mig at få det job jeg godt vil have. Men hvad, jeg må jo kunne stille mig tilfreds med et "need to have"-job.
Jeg reflekterer også meget over det. Omend på et meget lommefilosofisk plan. Finder det for det første lidt bittert, at jeg netop skulle blive færdig med mit 5 års studide, ambitiøs og idealistisk, for derefter at blive blev smidt ud på et arbejdsmarked, hvor det primært bare handler om at overleve.
Derudover går tankerne på, hvor og hvordan man kan og bør spare. I mit hovede kører der mange analyser af Mazlows's behovspyramide og hvordan denne kan have sin rolle i sådan en krise. For når krisen kradser (jeg hader egentlig det udtryk, men det er nu meget sigende alligevel) så må man først og fremmest fokusere på at få de basale behov dækket. Det handler om at overleve, og når vi så har overlevet kan vi kigge på om der også er overskud til at at leve lidt.
Derfor skelner jeg også meget mellem "nice to have" og "need to have", hvergang jeg overvejer en eller anden form for forbrug. For hvad har man egentlig brug for? Hvis det er ud fra vinklen om, at man bare skal overleve, så kan man jo allerede der begynde at spare ret så meget. I princippet kan jeg leve af havregryn, pasta og ketchup, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Ikke meget livskvalitet over den livsstil, men livskvalitet er en "nice to have", så den er skåret væk.
På den anden side: ved at jeg (og andre?) sparer som en paranoid, så vil jeg jo også bare være med til at at vedligeholde den negative spiral, væksten forringes, "overskudsagtige" stillinger nedlægges og det bliver endnu sværere for mig at få det job jeg godt vil have. Men hvad, jeg må jo kunne stille mig tilfreds med et "need to have"-job.
søndag, februar 08, 2009
Remee's navnepåfund
Det kan godt være, at Remee er en god producer og hitmager, men at finde på bandnavne burde han nok holde sig fra.
Asian Sensation lyder jo mere som navnet på en restaurant eller thaimassageklinik på Vesterbro, end det lyder som et bandnavn.
Asian Sensation lyder jo mere som navnet på en restaurant eller thaimassageklinik på Vesterbro, end det lyder som et bandnavn.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
